Adam of Oakleigh, ca. 1967
Midt i 1960'erne fik jeg min første connemara. Det var en af de første connemaraponyer i Danmark. Den var dunfarvet og og var importeret fra det engelske stutteri Oakleigh. Temperamentet var perfekt, og den var særdeles stabil i terrænet. Dengang var der ikke ponyklasser i Holstebro, så jeg deltog i de årlige jagter på lige fod med de store heste. Efter 6 gode år blev den desværre syg og måtte aflives.
Efter en lang pause uden heste, måtte jeg i gang igen, og jeg var ikke i tvivl om, at det også denne gang skulle være connemaponyer. Efter at have snakket med en masse connemarafolk og set lige så mange ponyer, var jeg så heldig at kunne købe Øxenholm Square Dancer - en hoppe kåret i 1. klasse. Dette blev begyndelsen til Stutteri Bank.
Square Dancer er i 2005 blevet Elitehoppe. Vi har fået 3 afkom efter hende og Grange Surf Sparrow. Honey Pie er springpony i Sverige, Banks Limerick er blevet A-pony i dressur og Banks Square's Do-do er kåret i 1. kl., medalje- og elitehoppe, og hun er nu vores avlshoppe. Hendes første hoppeføl er Banks Vanilla efter Teglstups Duke, kåret i 1. kl. og medaljehoppe. Vanilla er nu solgt til Irland. Do-do's hingsteføl, Banks Cadeau er solgt til Finland 2007 og hendes sidste hingsteføl, Banks Timber flytter til Sverige. Honey Pie's føl, Banks Sultan of Swing er også blevet A-pony i dressur.